Naturterapi: 5 enkle veje til mere ro og en stærkere naturforbindelse

Vi har hørt det mange gange: naturen kan berolige nervesystemet og hjælpe med at reducere stress. Alligevel kan det være svært at skabe en reel forbindelse til naturen i en travl hverdag - især hvis du ikke har skov, strand eller hav lige uden for døren.

Måske kender du følelsen af uro, manglende overskud eller et nervesystem, der konstant står i alarmberedskab. Vi ved godt, at vi har fjernet os fra naturen. Vi ved godt, vi burde tage den gåtur, inden vi henter børnene, i stedet for at stresse afsted eller scrolle løs på telefonen. Det gør de fleste af os - måske mangler vi bare nogle konkrete metoder. Enkle greb vi kan bygge ind i hverdagen, der på en overskuelig måde skaber den naturforbindelse, vi egentlig leder efter.

Hvorfor naturen virker på dit nervesystem

Naturterapi har rødder i det japanske koncept skovbadning, eller Shinrin-yoku. Metoden blev introduceret af det japanske skovministerium i 1982 som en måde at forbedre befolkningens sundhed og samtidig styrke beskyttelsen af landets skove - forankret i en lang japansk tradition for at se naturen som en kilde til helbredelse.

Når vi opholder os i naturen, aktiveres det parasympatiske nervesystem, som hjælper kroppen med at slappe af, restituere og fordøje. Det er en del af forklaringen på, hvorfor naturen kan være en effektiv vej til mindre stress og en mere rolig, naturlig livsrytme.

Vagusnerven spiller en central rolle her. Den løber fra bunden af kraniet, bag ørerne, ned langs halsen og gennem brystkassen, hvor den forgrener sig til lunger, hjerte, mave-tarm-kanal og andre organer. Fordi nerven er i kontakt med lungerne, er din vejrtrækning en af de mest direkte måder at aktivere den på. Når systemet aktiveres, falder pulsen, blodkarrene udvides, fordøjelsen stimuleres, og musklerne slapper af - alt sammen noget, der gør det lettere for kroppen at genopbygge energi og reparere væv.

Forskningen bag naturterapi

Sus Sola Corazon har i en artikel på Videnskab.dk beskrevet, hvordan naturbaseret terapi virker mod stress. Ifølge hendes og kollegernes studier giver det større psykisk velbefindende, mindre udbrændthed og færre sygedage og lægebesøg hos dem, der bruger metoden.

Stress: Virker naturterapi lige så godt som traditionel behandling?

Du behøver ikke vinterbade for at få effekten

Mange søger i dag mod naturen gennem vinterbadning, vandring eller kajak, og det kan være fantastiske måder at styrke krop og sind på. Men det behøver ikke være ekstremt, fysisk krævende eller tidskrævende. Du skal ikke nødvendigvis erstatte charterrejsen med vandreturen, hvis du hellere vil slappe af ved poolen med familien - og det behøver heller ikke være vinterbadning, hvis du ikke kan døje tanken om koldt vand.

Du kan faktisk styrke dit forhold til naturen og dit velbefindende ganske meget med bare få minutter i naturen hver dag. Det kan være på vej ned for at hente børnene, 10 minutter på altanen efter aftensmaden, eller 5 minutter udenfor i frokostpausen. Eller et lille tiltag i weekenden på 20 minutter, som du gør sammen med din partner, en ven eller dine børn - og som breder ringe af nærvær og naturglæde ud til dem, du holder af.

Måske handler det bare om at flytte fokus.

Landjords 5 råd til en stærkere naturforbindelse

Her får du 5 enkle øvelser til at styrke din naturforbindelse. Du er velkommen til at have dem i baghovedet, næste gang du besøger en af vores naturlejrpladser - Naturlejrplads | Se vores primitive lejrpladser i Danmark.

Prøv gerne et af punkterne denne måned og et andet den næste. Det skal ikke føles mere stressende at få ro på systemet - det er dit liv og dine behov, der sætter tempoet. Alt er okay.

1. Mindfulness - skift dit fokus

Vær nærværende i de udendørs rum, du bevæger dig i. Kig op i stedet for ned, og observér. Hvor befinder du dig lige nu? Mærk fødderne møde underlaget, og hele kroppen bevæge sig. Vær nærværende med både det udenpå og det indeni - se om du kan lægge mærke til noget nyt i landskabet. Gør du det kortvarigt hver dag, ændrer du den måde, du er i verden på, og kan lettere slippe tankemylder og stresstanker om opgaver, du skal nå - eller ikke nåede. Måske kan du endda mærke, at vejrtrækningen bliver dybere, og dermed aktivere vagusnerven og hjælpe kroppen med at reparere sig selv.

2. Grounding - skab fysisk kontakt til jorden

Tag sko og strømper af i græsset. Mærk underlaget, træk vejret dybt, og luk måske øjnene. Elektroner fra jorden optages gennem de over 200.000 nervebaner i din fod og siges at kunne mindske inflammation, øge søvnkvalitet og energiniveau, reducere stress og styrke blodcirkulationen.

3. Brug dine sanser - 5 minutter om dagen

Læg dig ned i skoven, i parken, på altanen eller i haven. Luk øjnene, og træk vejret med næsen. Hvad kan du høre - og hvor langt væk? Hvilken lyd er tættest på? Hvad kan du mærke, og hvad kan du dufte?

Brug lidt tid her, og se hvor længe du kan blive med lukkede øjne - udfordr dig selv lidt fra gang til gang. Åbn så øjnene, og læg mærke til både de små detaljer og den brede horisont. Bliv ved med at mærke kroppen og trække vejret med næsen. Nyn gerne en lille melodi.

Har du brug for et konkret sted at øve dig, har Terapihaven på Vestre Kirkegård åbent i weekenderne for alle - et område bygget til at facilitere sanselighed og stilhed.

4. Stilhed - find ro i bevægelse

Gå en tur i stilhed, og lad telefonen blive hjemme. Læg mærke til, hvor din bevidsthed bevæger sig hen, og hvad der sker, når du mærker efter. Du kan sige til dig selv: "Jeg giver slip på dagen" og "Jeg er her lige nu."

En lille udfordring kan være at gå en tur i parken med din partner eller en ven uden at tale - sæt 10 minutter af til det. Der findes også fællesskaber, der går ture sammen og træner forskellige mindfulnessøvelser, fx Rute til ro fra Københavns Kommune og Natur Refugium med deres skovbad og events.

5. Skab relation til naturen - lær arterne at kende

Lær en ny plante at kende hver uge, og se om du kan finde den i dit nærmiljø. Lav måske en lille dagbog med dine nye plantebekendtskaber, noter fra dagen, oplevelser og møder - eller pres et blad eller en blomst ind mellem siderne.

På den måde flytter du fokus og bruger naturen til at opløse dagens tanker, samtidig med at du opbygger relationer til levende væsener omkring dig. En bog som Danmarks Natur: Vilde planter af Dorte Rhode Nissen kan være et godt sted at starte, hvis du vil have mere viden med på vejen.

Vil du gå dybere ned i naturterapien?

Nogle gange har man brug for mere end gode vaner i hverdagen - måske har du brug for at blive rusket godt igennem og få hjælp til at genfinde dit forhold til naturen. Der findes flere private uddannelser og kursusforløb, der både er en faglig og personlig dannelse i forholdet til naturen.

Fri Natur tilbyder naturterapeutiske forløb målrettet stress- og depressionsramte. Nina Lerche står bag uddannelsen Naturterapeutisk Mindfulness, et étårigt forløb der styrker både dit mentale helbred og dit forhold til naturen, med adgang til et fællesskab, undervisningsmateriale og undervisning af fagfolk og naturelskere - og du kan selv blive certificeret instruktør undervejs. Hun har også podcasten Naturens Stemmer, hvis du vil lytte dig ind i emnet.

Vil du hellere læse dig til mere, er Naturterapi af Lasse Thomas Edlev og Naturdannelse af Nikolaj Voldum Ahlburg og Line Beck gode bud på videre læsning, fyldt med viden og øvelser til at bringe naturen tættere på dit liv.

Kom nemt i gang med din naturforbindelse

Drømmer du om flere uforstyrrede naturoplevelser med venner eller familie, men løber tiden fra dig, når vandreturen skal planlægges? Med et medlemskab hos Landjord får du adgang til snart 28 forskellige naturlejrpladser rundt om i Danmark.

Det er en nem og billig måde at skabe det lille afbræk fra hverdagens stress og faste rutiner, og en oplagt anledning til at afprøve nogle af metoderne herover. Er du i tvivl om udstyret, har vi samlet en guide til, hvad du har brug for - Pakkeliste: Hvad skal du bruge for at campere i naturen?

Vi håber, du vil bruge et par minutter udenfor på at slippe dagens indtryk og finde ro i kroppen - med hjælp fra den natur, der findes både indeni dig og overalt omkring dig. Tak fordi du læste med.

Næste
Næste

Naturen skal være nemmere at komme til!